Velkommen

Baggrund

 

 

Studier

Jeg er uddannet klassisk pianist, og har studeret hos en lang række fantastiske musikere i både ind- og udland. I 1997 afsluttede jeg mine studier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor jeg gik i Amalie Mallings klasse. Undervejs havde jeg et års studier hos Liisa Pohjola på Sibelius-akademiet, og deltog i masterclasses hos mange forskellige internationale kapaciteter.

Senere studerede jeg videre hos Bernhard Roberts i Wales og deltog i Dartington Summerschool i Joanna McGregors masterclass. I 2001 blev jeg optaget i solistklassen på Det Fynske Musikkonservatorium. Her fordybede jeg mig særligt i ny kompositionsmusik hos Rosalind Bevan og Erik Kaltoft. Studierne afsluttede jeg med debutkoncert (2003) og udgivelse af en CD (Classico 2004) med musik af Debussy, Poulenc og Messiaen.

Denne fordybelse i musikken er siden blevet suppleret og beriget af mit møde med Tai Chi, Qi Gong og meditation. Jeg har praktiseret siden 2004, og tog i 2010-11 en instruktøruddannelse hos Anne Dige (Tai Chi Spirit). Desuden har jeg særligt haft glæde af studier hos Yang Yubin fra Sportsuniversitetet i Beijing, San Gee Tam fra USA og Peter Bastian.

I 2015 påbegyndte jeg en cand.pæd. i musikdidaktik på Århus Universitet/DPU. Jeg forventer at færdiggøre mit speciale i foråret 2018.

 

Arbejde

Siden min tid på konservatoriet har jeg undervist, både privat og på en række musikskoler. I 2001-2013 var jeg ansat på Sorø Musiske Skole, og siden 2013 har jeg været ansat på Faxe Musikskole. Udover klaverundervisning (individuelt og på hold; børn, unge og voksne; nybegyndere og meget erfarne) har jeg undervist i kammermusik, begyndersammenspil, hørelære, musikteori og musikhistorie.

I årene 2004-2011 var jeg desuden souschef på Sorø Musikse Skole. I den funktion arbejdede jeg bl.a. med administration, projektledelse og organisationsudvikling. Jeg deltog i en række kurser i forbindelse med jobbet, og de mere administrative og ledelsesmæssige kompetencer har jeg brugt i en lang række store og små kunstneriske projekter. I 2011-2013 var jeg således projektleder for Kulturregion Midt- og Vestsjællands projekt FLUKS: En tværkunstnerisk festival for unge fra hele Norden. Af tidligere projekter kan nævnes ‘Mozart på vej til dig’ (2005-2007), som var en skolekoncertforestilling med Fabella-kvartetten. Vi spillede omkring 100 koncerter for børn i hele landet.

I 2009 begyndte jeg desuden at undervise i Tai Chi og Qi Gong, både i aftenskoler og til workshops i forskellige sammenhænge.

 

 

 

 

 

 

 

Duo Pals/Thastum

 

Tittit van der Pals, cello & Malene Thastum, klaver

Tittit og jeg begyndte at spille sammen i 2016, hvor vi satte os for at dykke ned i nogle af cello/klaver-musikkens mesterværker. Alle de store komponister – fra Beethoven til Sjostakovitj – har skrevet fantastisk musik for denne konstellation: En skatkiste af sonater, variationer, vuggesange, fantasier, suiter, danse hvor celloens mørke sangbarhed pakkes ind og udfordres af klaverets dynamiske klangrigdom.

Det blev hurtigt klart at vores samarbejde var en uventet gave: At finde hinanden i et duosamspil er et lykketræf, som forpligter. Vi vil gerne dele vores glæde over musikken, og i løbet af kort tid har Duo Pals/Thastum optrådt i mange forskellige sammenhænge: Kirker, musikforeninger, museer og huskoncerter i både Danmark og Sverige.

Vi lægger vægt på at skabe gode, variererede koncertprogrammer, hvor vi med korte introduktioner hjælper lytteren på vej ind i de mange forskellige musikalske landskaber.

Duo Pals/Thastum har fået særdeles god respons fra publikum, der fremhæver stor intensitet, følsomhed og perfekt kammermusikalsk samspil.

Foto: Edyta Sørensen, iPerspektiv

Ensemble BLÆST

Ensemble BLÆST er et nystiftet ensemble af 6 professionelle, erfarne, kreative og entusiastiske musikere:

Freja Bro Sørensen, fløjte

Mette Termansen, obo

Birgit Bøgh Sønderriis, klarinet

Stine Mogenshøj Leer, horn

Britt Jelena Dürr, fagot

Malene Thastum, klaver

 

Vi ønsker at give børn, unge og voksne musikoplevelser, hvor det historiefortællende og det musikalske spiller sammen og skaber nye, overraskende oplevelsesrum.

Vores første projekt er en dansk førsteopførelse af den engelske komponist Paul Pattersons musik til Rødhætte & Ulven. Det er ny kompositionsmusik (1996), men vi lover at ingen løber skrigende bort af den grund: Musikken er nemlig spækket med gode melodier, lækre klange, groovy rytmer, citater fra musikhistorien, charme, uhygge, en fuld bedstemor og meget mere.

Teksten er af den engelske forfatter Roald Dahl. Hans gendigtninger af 6 klassiske eventyr (Revolting Rhymes) har ikke tidligere været oversat til dansk, men vi har fået lov at oversætte to tekster som Paul Patterson har sat i musik (De tre små grise præsenterer vi ved en senere lejlighed). Forfatteren Anja Hitz har sørget for, at den danske tekst er mindst lige så sjov som den engelske original.

 

 

Undervisning

Er en node så musik? Er en komposition? Er en grammofonplade? Selvfølgelig ikke; først når den bliver opfattet i en menneskelig bevidsthed, kan begivenheden musik indtræffe; og det er ikke engang nok at den bliver spillet og hørt.

Peter Bastian i Ind i musikken (1987)

Det magiske øjeblik – MUSIK – opstår når det musikalske materiale og musikerens eget indre liv mødes. Det er dette møde der er målet for min undervisning. Intet mindre!

I min undervisning lægger jeg derfor vægt på det musikalske indhold: Hvad vil musikken, hvordan kan du forbinde dig med musikken, hvordan kommunikerer du gennem musikken. Disse spørgsmål er vigtige for både begyndere og videregående, børn og voksne. I denne proces er det selvfølgelig nødvendigt at arbejde intensivt med en lang række redskaber: teknik, klang, noder, teori osv.

Jeg bruger min egen arbejdsform i min undervisning, og håber at mine elever bliver inspirerede til at udforske musikken, og dermed sig selv.

Jeg tilbyder undervisning i klaver, kammermusik og musikteori/hørelære.

I øjeblikket har jeg desværre ikke mulighed for at tage flere faste elever. Men kontakt mig gerne for “engangs-aftaler”!

 

 

 

 

Tai Chi & Qi Gong

Jeg har dyrket Tai Chi og Qi Gong siden 2002. Det er blevet en uundværlig del af mit liv, og hjælper mig til at holde balancen både fysisk og mentalt. Jeg underviser hold under LOF i Sorø, og er næstformand i Tranerne ved Søen, som arrangerer workshops og events indenfor Tai Chi og Qi Gong.

I 2011 blev jeg færdig med en instruktøruddannelse hos Tai Chi Chuan Chief Instructor, fysioterapeut Anne Dige. Anne er min vigtigste lærer, men jeg har gennem årene deltaget i kurser hos mange forskellige mestre:

  • MaSommer 2014 stavformster San Gee Tam, Annukka Holland og Rick Baudino fra Golden Flower School i USA
  • Master Sam Tam, kinesisk mester bosiddende i Canada
  • Torben Breman og Jeppe Türck fra Danish Center for Taiji and Qigong
  • Dr. Yang Yubing fra Kinas Sportsuniversitet
  • Peter Bastian og Jon Bertelsen (Meditation)